Filezilla FTP server
Fra PGwiki
Filezilla FTP server
FileZilla FTP Server DEL 1 - Anonym adgang
Dette er del 1 af en lille guide til hvordan man laver sin egen lille ftp-server med FileZilla Server. En ftp-server kan være meget nyttig når man lige hurtig vil dele filer med en ven, når man gerne vil lave en server der altid er tilgængelig eller som en download-central for ens hjemmeside. Guiden skal tages som en introduktion, og jeg behandler ikke emner som fx sikkerhed, men medmindre man er helt åndssvag så udgør det ikke den store risiko at have en server kørende i baggrunden. Start med at gå ind på denne side og hent den nyeste version af programmet. Det er en god idé regelmæssigt at tjekke om der er opdateringer til serveren, der som regel består af sikkerhedsopdateringer og bugfixes; når du fjerner det gamle serverprogram bliver du blive spurgt om du vil beholde dine indstillinger, så det er slet ikke noget problem at opdatere jævnligt. Når du har hentet programmet skal det selvfølgelig installeres. Det eneste du skal vælge er om selve serveren og interfacet (det program der bruges til at styre serveren) skal startes sammen med Windows eller om du vil starte dem manuelt når du har brug for det. Det er her selvfølgelig meget individuelt, men jeg vælger som regel at starte det hele manuelt, da jeg hurtigt bliver irriteret over et vindue der popper op hver gang jeg starter computeren. Udover det skal du også lige vælge hvilken port serveren skal lytte til for interface-forbindelsen. Mine standard-indstillinger ses på billedet.
Så er serveren startet (hvis ikke, så gør det nu), og vi skal til at konfigurere den. Det er meget få trin der er nødvendige, men man kan selvfølgelig tilpasse den efter behov. Læg mærke til det lille ikon med FZ på nederst i højre hjørne, der viser at interfacet er startet.
Det første vi skal gøre er at indrette en bruger til serveren. Jeg vil her vise både hvordan man laver en gæstebruger (anonymous) der kan logge ind uden brugernavn og password, og en anden bruger med et password. Det er næsten de samme ting man skal gøre, så forskellen er ikke så stor. Det er ret smart at ha en del af serveren der kun er til folk med password, og så andre ting der er helt åbne for alle. Gå ind på Edit>Users og tryk på "Add" ude i højre side af billedet (1). Som brugernavn angives "anonymous", som de fleste browsere og ftp-programmer bruger til (surprise surprise) anonym adgang. Brugeren bliver automatisk aktiveret.
Gå dernæst ind på "Shared Folders" (2) og tryk igen på "Add". Du kan nu vælge den mappe der skal deles. Den første mappe bliver automatisk sat til homedir (bemærk det store H uden for navnet), dvs. den mappe der er rodmappen på din server. Det er kun undermapper af denne mappe der kan ses på serveren. Ved rettighederne under "Files" skal du afkrydse "Read", og ved "Directories" skal du afkrydse "List" og "+ Subdirs". Hvis du ikke afkrydser "Read" kan man kun se hvad der ligger på serveren, men ikke hente noget. Det kan være meget nyttigt hvis du bare vil vise hvad du har liggende på den og andre først må hente noget når de har fået et kodeord af dig.
Jeg plejer også at lave en upload-mappe, hvor man kan lægge ting og sager ind. Gør dette ved at trykke "add" igen og tilføj en mappe der ligger som undermappe for dit home-dir. Her skal du afkrydse "Read", "Write" og "Append" under "Files" samt "Create", "List" og "+ Subdirs" under "Directories". Så kan andre lægge ting ind på serveren, men ikke slette dem igen.
Det sidste der kan være brugbart er en mappe der ligger under home-dir men ikke kan ses når man logger ind uden adgangskode. Til det tilføjer du bare endnu en mappe (med "Add" igen) og lader være med at afkrydse noget under rettigheder. Selvom denne mappe ligger derinde kan den ikke længere ses af anonyme brugere. Når du har trykket på OK er din server faktisk klar til brug. Prøv at indtaste ftp://din.IP i en browser (find din IP ved at gå ind på fx www.minip.dk) og se om det hele virker efter hensigten. Hvis ikke kan det være du har gjort noget galt eller din router blokerer for nogle porte - søg lidt på google eller finde nogle guides her på siden for hvordan du løser sådanne problemer.
Hvis ikke der er nogen fejl har du nu en fuldt funktionel ftp-server kørende. Tilykke med det. ;)
FileZilla Server DEL 2 - Adgang med brugernavn og kodeord
Dette er så del 2 af en lille guide til hvordan man laver sin egen lille ftp-server med FileZilla Server. Jeg forudsætter at du har læst del 1 (det er ret normalt at gøre sådan noget), så jeg vil springe lige ud i det. Hvis ikke serveren og interfacet er startet, så gør det nu. Gå derefter ind på edit>users (eller tryk på den lille fikse knap) og tryk på "Add" ude i højre side. Giv brugeren et navn og tryk OK. Derefter skal du sætte et hak ud for "Password:" og skrive et kodeord til brugeren. Afhængigt af hvad du skal have liggende på serveren er det nok meget godt at vælge et sikkert kodeord, da det ellers er ret let at bryde. Men slut på paranoia’en..
Du skal nu angive hvilke mapper brugeren må komme ind på. Gå ind på "Shared folders" og sæt de samme adgangskrav for rodmappen og upload-mappen som der er for den anonyme bruger (se del 1 af guiden). Derefter markerer du mappen "hemmelig" fra mit eksempel, og under "Files" sættes hak i "Read", under "Directories" i "List" og "+ Subdirs" som det mindste. På denne måde kan du ganske enkelt forvalte rettigheder for de enkelte brugere. Hvis brugeren skal have skriverettigheder eller måske rettigheder til at slette fra upload-mappen, for at sikre hurtig adgang hvis der er noget der ikke skal være der og man ikke lige kan komme til serveren, kan dette meget let indstilles.
Efter du har trykket på OK igen er den nye bruger aktiveret. Du kan nu gå ind på serveren med ftp://din.IP , hvor brugerne selv skal indtaste brugernavn og kode, eller du kan give dem adressen på formen ftp://brugernavn:kodeord@din.IP .
Du har nu en komplet FTP-server kørende, men en anonym bruger og en almindelig bruger med kodeord, der kan lidt mere end "gæsterne". Nu kan du fx gå ind på www.dyndns.org og få dig en adresse der er let at huske i stedet for din IP, men det skal vist vises i en anden guide. Ellers er der masser af hjælp at hente derude. Prøv desuden selv at lege lidt rundt med konfigurationen for serveren; du kan sætte adgangsbegrænsninger for hele grupper af brugere i stedet for hver enkelt bruger, sætte hastighedsbegrænsninger, IP-filtre og meget mere. Gå på opdagelse. ;)
Forfatter: lollypork
