Den 6. november kunne man på Politiken.dk læse at Antipiratgruppen vil stoppe med at retsforfølge private for brud på ophavsretten - i hvert fald efter den hidtige metode. En metode, hvor det, man egentlig gik efter, fra Antipiratgruppens side, var, at skræmme brugerne til bare at betale en regning, ved at true med retssager og kæmpe erstatningskrav. Flere mennesker bukkede under og betalte pengene, men dem som (nogen med støtte fra Piratgruppens retshjælp) fik en advokat til at se på sagen, og gik videre til domstolene, blev, i det store hele, frifundet.
Det er selvfølgelig en glædelig nyhed at Antipiratgruppen nu stopper denne absurde fremfærd. Piratgruppen blev jo oprindelig startet som et modsvar på Antipiratgruppen, og derfor ser vi det som en form for sejr. Men Piratgruppen blev ikke kun oprettet som en måde at støtte de ramte fildelere på, men også som en stemme i debatten om piratkopiering. En debat der i høj grad har været - og stadig er - præget af manipulationer og forkvaklede argumenter fra rettighedsindustriens side - ikke mindst i skikkelse af Ifpi’s talsmand, Jesper Bay.
Der gik da heller ikke mere end en dag efter nyheden om Antipiratgruppens udmelding, før Jesper Bay var på banen, slyngende om sig med forslag til smarte løsninger på piratkopieringens forfærdeligheder, og noget kunne tyde på at vi ikke bare skal læne os tilbage i stolen i lyset af torrent-klientens funklende progress-bars og tro det hele nu er fryd og gammen. For hvis det stod til Jesper Bay ville det i Danmark være sådan at rettigheds industrien - med fogedrettens hjælp - kunne hente almindelige borgeres computere i hjemmet få dem gennemsøgt for piratkopieret materiale. Hvis det stod til ham ville rettighedsindustrien kunne få klippet folks internetforbindelser - eller "skrue ned" for de dele af den som oftets bruges til fildeling, fx BitTorrent protokollerne.
Men hvad betyder APGs og Jesper Bays udmelding for brugerne? Ja, en ting er sikkert; det betyder ikke at krigen er vundet, tværtimod. Man kunne sagtens forestille sig, at rettighedsindustriens lobbyister ville bruge dette "nederlag" som en undskyldning overfor politkerne til at forsøge at få indført de ovenfor nævnte tiltag. Hvorvidt man skal frygte for at få sin hjemmecomputer afhentet og ransaget er stadig usikkert, lovgivning og retspraksis er ikke helt klar på området, men det er ikke umuligt. Indtil videre har metoden kun været brugt mod meget aktive uploadere eller folk der har drevet forskellige typer fildelingsservere derhjemme.
Piratgruppen vil følge udviklingen på området og skrive om det her på siden. Vi opfordrer alle til at debattere disse emner på vores forum, hvor det også er en god idé at skrive hvis man er blevet kontaktet af advokater, politi el.lign.
Denne side er sidst opdateret: søndag 15. november 2009 | Udskriftsvenlig version
Kulturindustrien strømliner og holder mangfoldigheden i kulturen nede. Derfor er der brug for at frigøre kulturen fra den spændetrøje, som i dag styrer det kulturelle udtryk. Befolkningen har behov for og krav på en mangesidet og blomstrende kultur, ikke kun den, de store selskaber i kulturindustrien finder for godt at slippe løs. Det siger den hollandske professor i kultur og politik, Joost Smiers.
» Læs mere![]()
"The ’problem’ of file sharing - to the extent there is a real problem - is a problem that will increasingly disappear as it becomes easier to connect to the internet"
, Lawrence Lessig » Flere citater![]()