Infant Prodigy
08-11-2005, 07:55 PM
Plove, håndpumper, trykpresser, dampmaskiner, computere osv. er mindst lige så vigtige fornuftytringer som metafysikker og videnskabelige afhandlinger. Udbredelsen af disse objekter er gået hånd i hånd med forandring af fælles praksisser: Dyrkningsformer, offentlighed, industrialisering og modernitet fremkommer ikke ud af det blå, men som langsomme forandringer i måderne hvorpå vi i fællesskab omgås med hinanden og med genstandene i en stadig mere selvskabt omverden. Men den kompetente omgang med de fornuftige genstande har gradvist ændret karakter. Dyrkningsformer og forskellige former for håndværk kan (måske) tilegnes sprogløst. Men kompetent omgang med de genstande, der gør den moderne tilværelse specifikt forskellig fra den førmoderne, kan ikke. Kompetent deltagelse i offentligheden; kompetent brug af computere, telefoner osv. forudsætter sproglige kompetencer - og det samme gør ”rimelige” chancer på arbejdsmarkedet i stigende grad.
Spredningen af såvel genstande som af praksisser og viden er altid stødt på modstand. I sig selv er dette ikke så mærkeligt: Der er tale om afgørende ressourcer og dem er der jo gerne kamp om. Men viden og sprog er anderledes end andre ressourcer derved at den givende ikke bliver fattigere af at give. Modstanden mod vidensdeling er derfor ikke motiveret af, at nogen bliver ringere stillet, men derimod af, at de besiddende er godt tilfredse med, at adgangen til ressourcerne forbliver priviligeret. Vidensudveksling er dermed en praksis med et potentielt utopisk perspektiv: Du bringer fremkomsten af et frivilligt, fornuftigt og kosmopolitisk fællesskab en lille smule nærmere ved at stille din viden til rådighed for andre.
Og dette perspektiv er ikke kun for drømmere: ”Styringsproblemer” hvad angår allokering af viden og sproglige kompetencer betyder jo absolut ikke at der ikke har været kamp om disse ressourcer. I vor egen historie er dannelsen af oplysningsforbund nært knyttet til først bønders og siden arbejderes langsomme kommen til bevidsthed og politiske indflydelse. Centralt for begge grupper var indsigten i betydningen af, at de selv stod for vidensdelingen - en erfaring af vigtigheden af fravær af udefrakommende kontrol som enhver underpriviligeret gruppe også gør i dag. Folkebiblioteker og uddannelsessystem er noget af det vigtigste arvegods hvad dette angår: Skønt de søges instrumentaliseret til alt muligt andet er der endnu tale om smukke udtryk for forsøget på at skabe de samfundsmæssige rammer for friere vidensdeling. I vor linksektion kan du finde links til bibliotekslignende private samarbejder som folk i London og San Fransisco har etableret for at kompensere for den ulighed, der følger af, at man ikke her kender til effektive folkebiblioteker eller -skoler; projekter, der har fået radikalt bedre eksistensbetingelser efter revolutionen indenfor informationsteknologien. I sådanne projekter er det utopiske moment aldrig særlig langt væk, og det er det i virkeligheden heller ikke fra vore egne biblioteker og skoler. Vort samfund har stadig kun et svar på den deprimerende ulighed i adgang til og gennemslag i offentligheden, som fordelingen af samfundets øvrige ressourcer medfører, og det er postulatet om, at uddannelse og viden er tilgængelig for alle. Frie vidensdelende praksisser fungerer argumentatorisk som den ideelle ytringsfrihedens materielle modstykke, og dermed er flugtlinjen til det kosmopolitiske fællesskab allerede aftegnet.
Men udviklingen i vore samfund modarbejder på nogle punkter det demokratiske potentiale som vidensdeling rummer. Udover de politiske slagsmål om jura og profitter, betyder specialiseringen at konkret vidensmæssig ulighed ikke er undgået blot i kraft af biblioteker og uddannelser: På mange universitetsstudier koster pensumbøgerne gerne hvad der svarer til en måneds SU efter skat pr. semester. Det er en sjettedel af de penge du har til rådighed, hvis du ønsker at bruge din tid på faktisk at studere. Og det er der absolut ingen teknologiske grunde til. Bøgerne er for det meste skrevet af universitetsansatte - dvs af mennesker, som samfundet allerede har givet løn for det nødvendige arbejde. Der kunne givetvis argumenteres for, at disse mennesker burde have en højere løn end de får, men det er absurd at hævde at denne højere løn bør betales af de studerende - en af samfundets økonomisk svageste grupper. Reelt betales udgiften da også ofte nok af forældrene, hvis den studerende er fra et velstillet eller akademisk fikseret hjem, men denne løsning er dels forskelsbehandlende dels medvirkende til at fastholde et reelt afhængighedsforhold af forældre og et mere mentalt af fremtidig indkomst og status.
En af vore forhåbninger til denne side er derfor at benytte de teknologiske muligheder til at ændre på magtrelationen mellem de studerende og de professorer, der tjener kassen på de opskruede priser på pensumbøgerne. Vi kan naturligvis ikke opfordre til ulovligheder her, men det er vort håb at den blotte mulighed af modstand, hvis citronen presses for hårdt, vil få de mere griske til at holde sig tilbage - eller rettere: til at kræve de penge de bør have fra samfundet i stedet for fra de studerende. Ligesom Socialdemokratiet i gamle dage med sloganet ”Stauning eller kaos” jo ikke behøvede at gå ud og faktisk skabe det kaos, som deres slogan refererede til. Det havde sikkert været retsstridigt, nemlig, men den blotte påpegning af kaos’ reelle mulighed var jo også nok til, at en afart af konsensus om velfærdsstaten langsomt opstod. Vidensdeling.nu er vort forsøg på at sige ”reel vidensdeling eller modstand” til professorer og politikere. -Og du kan bidrage til dette projekt ved at danne en gruppe sammen med ligesindede på dit studie, hvor I diskuterer om der er bøger, som det er optrækkeri at tvinge Jer til at købe.
Vi har skrevet problematikken frem hvad angår universitetsstudier, fordi mange af os har mærket den tydeligst her. Men i større eller mindre grad gør den sig jo gældende hvad angår al tilegnelse af viden eller kultur: der er ingen som helst grund til at det skal koste noget at tilegne sig viden som det ikke koster nogen noget at lade dig tilegne dig. På universitetsstudier er det særlig tydeligt at den viden, du afkræves betaling for, er en forudsætning for din senere udøvelse af et arbejde, men med arbejdsmarkedets tendens til at lægge mere og mere vægt på sproglige, affektive, kreative og sociale kompetencer er der tale om en problemstilling som alle, der er afhængige af tilknytning til arbejdsmarkedet, befinder sig i. Alle vidensdelere har derfor vor fulde opbakning, og det er på tide at dette demokratisk set langt vigtigere spørgsmål får den selvstændige behandling som kulturindustriens advokaters betalte klynkeri over (ikke engang faldende, men) stagnerende profitabilitet i branchen forhindrer. Vel deles der langt mere musik og film på nettet - men det er adgangen til tekster der er det brændende demokratiske problem i øjeblikket.
Vidensdeling er blevet radikalt meget nemmere efter de seneste års revolutioner indenfor kommunikationsteknologien. Vi har oprettet denne side for at hjælpe dig med at tilegne dig de basale forudsætninger for at udnytte disse muligheder fuldt ud. Et andet sigte med vidensdeling.nu er at hjælpe folk med at få øjnene op for hvor mange tekster som allerede er frit tilgængelige på nettet. Det gælder både tekster, som er offentlig ejendom i dag og en masse rigtig gode tekster, som de, som juridisk set er rettighedshavere rigtig gerne vil have at du læser og deler og ofte nok også bearbejder og videreudvikler.
/Bardamu og Copypaste - Vidensdeling.nu (August 2005)
Spredningen af såvel genstande som af praksisser og viden er altid stødt på modstand. I sig selv er dette ikke så mærkeligt: Der er tale om afgørende ressourcer og dem er der jo gerne kamp om. Men viden og sprog er anderledes end andre ressourcer derved at den givende ikke bliver fattigere af at give. Modstanden mod vidensdeling er derfor ikke motiveret af, at nogen bliver ringere stillet, men derimod af, at de besiddende er godt tilfredse med, at adgangen til ressourcerne forbliver priviligeret. Vidensudveksling er dermed en praksis med et potentielt utopisk perspektiv: Du bringer fremkomsten af et frivilligt, fornuftigt og kosmopolitisk fællesskab en lille smule nærmere ved at stille din viden til rådighed for andre.
Og dette perspektiv er ikke kun for drømmere: ”Styringsproblemer” hvad angår allokering af viden og sproglige kompetencer betyder jo absolut ikke at der ikke har været kamp om disse ressourcer. I vor egen historie er dannelsen af oplysningsforbund nært knyttet til først bønders og siden arbejderes langsomme kommen til bevidsthed og politiske indflydelse. Centralt for begge grupper var indsigten i betydningen af, at de selv stod for vidensdelingen - en erfaring af vigtigheden af fravær af udefrakommende kontrol som enhver underpriviligeret gruppe også gør i dag. Folkebiblioteker og uddannelsessystem er noget af det vigtigste arvegods hvad dette angår: Skønt de søges instrumentaliseret til alt muligt andet er der endnu tale om smukke udtryk for forsøget på at skabe de samfundsmæssige rammer for friere vidensdeling. I vor linksektion kan du finde links til bibliotekslignende private samarbejder som folk i London og San Fransisco har etableret for at kompensere for den ulighed, der følger af, at man ikke her kender til effektive folkebiblioteker eller -skoler; projekter, der har fået radikalt bedre eksistensbetingelser efter revolutionen indenfor informationsteknologien. I sådanne projekter er det utopiske moment aldrig særlig langt væk, og det er det i virkeligheden heller ikke fra vore egne biblioteker og skoler. Vort samfund har stadig kun et svar på den deprimerende ulighed i adgang til og gennemslag i offentligheden, som fordelingen af samfundets øvrige ressourcer medfører, og det er postulatet om, at uddannelse og viden er tilgængelig for alle. Frie vidensdelende praksisser fungerer argumentatorisk som den ideelle ytringsfrihedens materielle modstykke, og dermed er flugtlinjen til det kosmopolitiske fællesskab allerede aftegnet.
Men udviklingen i vore samfund modarbejder på nogle punkter det demokratiske potentiale som vidensdeling rummer. Udover de politiske slagsmål om jura og profitter, betyder specialiseringen at konkret vidensmæssig ulighed ikke er undgået blot i kraft af biblioteker og uddannelser: På mange universitetsstudier koster pensumbøgerne gerne hvad der svarer til en måneds SU efter skat pr. semester. Det er en sjettedel af de penge du har til rådighed, hvis du ønsker at bruge din tid på faktisk at studere. Og det er der absolut ingen teknologiske grunde til. Bøgerne er for det meste skrevet af universitetsansatte - dvs af mennesker, som samfundet allerede har givet løn for det nødvendige arbejde. Der kunne givetvis argumenteres for, at disse mennesker burde have en højere løn end de får, men det er absurd at hævde at denne højere løn bør betales af de studerende - en af samfundets økonomisk svageste grupper. Reelt betales udgiften da også ofte nok af forældrene, hvis den studerende er fra et velstillet eller akademisk fikseret hjem, men denne løsning er dels forskelsbehandlende dels medvirkende til at fastholde et reelt afhængighedsforhold af forældre og et mere mentalt af fremtidig indkomst og status.
En af vore forhåbninger til denne side er derfor at benytte de teknologiske muligheder til at ændre på magtrelationen mellem de studerende og de professorer, der tjener kassen på de opskruede priser på pensumbøgerne. Vi kan naturligvis ikke opfordre til ulovligheder her, men det er vort håb at den blotte mulighed af modstand, hvis citronen presses for hårdt, vil få de mere griske til at holde sig tilbage - eller rettere: til at kræve de penge de bør have fra samfundet i stedet for fra de studerende. Ligesom Socialdemokratiet i gamle dage med sloganet ”Stauning eller kaos” jo ikke behøvede at gå ud og faktisk skabe det kaos, som deres slogan refererede til. Det havde sikkert været retsstridigt, nemlig, men den blotte påpegning af kaos’ reelle mulighed var jo også nok til, at en afart af konsensus om velfærdsstaten langsomt opstod. Vidensdeling.nu er vort forsøg på at sige ”reel vidensdeling eller modstand” til professorer og politikere. -Og du kan bidrage til dette projekt ved at danne en gruppe sammen med ligesindede på dit studie, hvor I diskuterer om der er bøger, som det er optrækkeri at tvinge Jer til at købe.
Vi har skrevet problematikken frem hvad angår universitetsstudier, fordi mange af os har mærket den tydeligst her. Men i større eller mindre grad gør den sig jo gældende hvad angår al tilegnelse af viden eller kultur: der er ingen som helst grund til at det skal koste noget at tilegne sig viden som det ikke koster nogen noget at lade dig tilegne dig. På universitetsstudier er det særlig tydeligt at den viden, du afkræves betaling for, er en forudsætning for din senere udøvelse af et arbejde, men med arbejdsmarkedets tendens til at lægge mere og mere vægt på sproglige, affektive, kreative og sociale kompetencer er der tale om en problemstilling som alle, der er afhængige af tilknytning til arbejdsmarkedet, befinder sig i. Alle vidensdelere har derfor vor fulde opbakning, og det er på tide at dette demokratisk set langt vigtigere spørgsmål får den selvstændige behandling som kulturindustriens advokaters betalte klynkeri over (ikke engang faldende, men) stagnerende profitabilitet i branchen forhindrer. Vel deles der langt mere musik og film på nettet - men det er adgangen til tekster der er det brændende demokratiske problem i øjeblikket.
Vidensdeling er blevet radikalt meget nemmere efter de seneste års revolutioner indenfor kommunikationsteknologien. Vi har oprettet denne side for at hjælpe dig med at tilegne dig de basale forudsætninger for at udnytte disse muligheder fuldt ud. Et andet sigte med vidensdeling.nu er at hjælpe folk med at få øjnene op for hvor mange tekster som allerede er frit tilgængelige på nettet. Det gælder både tekster, som er offentlig ejendom i dag og en masse rigtig gode tekster, som de, som juridisk set er rettighedshavere rigtig gerne vil have at du læser og deler og ofte nok også bearbejder og videreudvikler.
/Bardamu og Copypaste - Vidensdeling.nu (August 2005)