Share_Khan
08-10-2005, 10:42 AM
Jeg modtager med jævne mellemmrum nyhedsbreve fra pladebranchen.nu. Jeg tilmeldte mig i sin tid pga professionel interesse, men grunden til at jeg stadig får dem læst, er, at Jesper Bay, chef for IFPI Danmark, altid indleder med ufrivilligt komiske ledere.
Hver gang har afmaskerer han flere involverede i kampen mod de multinationale pladeselskaber. Bibliotekerne, radio stationerne, os herinde... I det sidste nye brev kan man læse hvordan Post Danmark knepper ham helt vildt. Svært at læse uden et smil på læben.
Jeg ville gerne udpege ekstra gode (læs dobbeltmoralske eller ekstra vrælende) passager, men jeg har sgu ikke tid. Kaffe der skal drikkes, post der skal stjæles, musik der skal høres i radioen osv. Men her er hans egne ord:
Udsat post
PostDanmarks sikringschef, Ebbe Andersen, havde ikke nogen rigtig god uge i sidste uge. Og det er faktisk ikke helt rimeligt, for det er jo ikke ham, der stjæler de breve og pakker, som pladeselskaber og alle mulige andre virksomheder og private sender ud, men som aldrig når frem. Løseligt anslået mister alene pladebranchen 1/2 mill. kr. om året. Plus alt besværet, og lønnen til dem, der har det. Totalt set koster ”svindet”, som PostDanmark kalder det, erhvervslivet et tocifret millionbeløb årligt.
I pladebranchen har vi i årevis kæmpet med og mod problemet. Jeg husker forsvindingsprocenter på både 10, 15 og 20 i starten af 80’erne – dengang hvor det var LP’er, vi sendte ud. Og et andet highlight i kundeforholdet med PostDanmark var, da BMG i julen 1992 afslørede, at et større antal Bodyguard-soundtracks forsvandt direkte i personalets interne julelotteri.
Ebbe Andersen har siddet på den udsatte post i de sidste 21 år, og problemet med de forsvundne forsendelser er derfor heller ikke nyt for ham. I DR-TV’s arkiver ligger der således flere optagelser fra de seneste 10 år, hvor sikringschefen fortæller, at NU vil man sætte ind over for tyverierne.
Ifølge BT’s undersøgelse, som var årsagen til alt – nå, ja - postyret i sidste uge, forsvinder 10% af forsendelserne. Og endnu engang måtte en ydmyg sikringschef sige, at det var ”beklageligt” og at NU ville man gøre noget. Men noget tyder på, at Ebbe Andersen ikke har den fornødne opbakning i organisationen. Hverken blandt de medarbejdere, som stjæler posten. Eller hos den såkaldt ansvarlige ledelse, som giver udtryk for, at man ikke synes, de 70.000 (skriftlige!) klager, man får om året, er noget særligt. Og at de 30-40 medarbejdere, der hvert år fyres på grund af tyveri, er helt normalt i en virksomhed af PostDanmarks størrelse.
Mon AP Møller ville acceptere 70.000 klager over virksomhedens kerneydelser og service hvert år? Næppe. Det ville koste hoveder. Ikke kun blandt de medarbejdere, der var den direkte årsag til problemerne. Men formodentlig også højere op i systemet. For hvad ér det for en virksomhedskultur, hvor man stiltiende accepterer titusindvis af klager? Og opfatter det som normalt, at medarbejderne stjæler kundernes personlige breve og ejendele? Naturligvis er der også svind i andre virksomheder, men det helt særlige ved PostDanmarks svind er jo, at det ikke er virksomhedens egne produkter, der forsvinder. Det er vores andres.
Et af PostDanmark’s patetiske forsøg på at afparere angrebene har været et forslag om, at man bør sende sine pakker og breve anonymt i et forsøg på at gøre det mindre oplagt for deres medarbejdere at stjæle dem. Stik i mod postvæsenets normale anbefaling af, at man altid skal forsyne sine forsendelser med afsenderadresse. Den mulighed har mange pladeselskaber ganske vist benyttet sig af i årevis. Ligesom mange selskaber bruger – de dyrere - private kurer- og budtjenester i stedet for PostDanmarks ydelser. Men det løser jo ikke det egentlige problem: At sikkerheden og servicen sejler fuldstændigt i en offentlig virksomhed, der samtidig tillader sig at spendere millioner af – vores allesammens - kroner på TV-kampagner, hvor man gør sig lystig over konkurrenternes uformåen.
På PostDanmarks hjemmeside fremgår det, at overskriften for virksomhedens personalepolitik er at være ”branchens mest udfordrende og attraktive arbejdsplads”. Alt er jo relativt, og med det delvise monopol, der eksisterer på området, er det jo ikke svært at blive branchens bedste. Og BT’s undersøgelse må siges at føje helt nye dimensioner til fortolkningen af det at være en ”udfordrende og attraktiv arbejdsplads”. Til gengæld kigger man forgæves på hjemmesiden efter omtale af de 30-40 fyringer og de løbende politiundersøgelser, som vi forstår foregår i virksomheden. Og den statistik, som PostDanmark praler med, og som danner grundlaget for udsagnet om, at man er Europas bedste, handler alene om, hvor mange forsendelser, der når frem dagen efter afsendelsen. Det gør ca. 95% ifølge PostDanmarks egne undersøgelser. Men der står ikke noget om! , hvad der mon sker med de resterende 5%, som immervæk svarer til ca. 50 mill. forsendelser om året. En del af dem kommer givetvis frem dagen efter igen. Eller dagen efter igen-igen. Men resten? Er det ikke mærkeligt, at ingen tilsyneladende har interesseret sig for det i de 10 år, man har offentliggjort statistikken?
Andet steds på PostDanmarks hjemmeside hedder det, at man ”arbejder med at skabe en virksomhedskultur, der sætter fokus på løbende forbedringer i takt med udviklingen hos kunderne og i samfundet. Midlet er målrettet ledelses- og medarbejderudvikling. Excellencearbejdet er samlet under betegnelsen TIK – Total Involvering i Kvalitet. Målet er, at TIK-processen samlet skal føre til bedre konkurrenceevne via resultatforbedringer som øget produktivitet, nedbringelse af sygefravær og personaleomsætning samt forbedret image”.
Det lyder godt. Men er det ikke sært, at selve PostDanmarks kerneydelse ikke er nævnt med ét ord i den forbindelse: At få kundernes post ud. Ubeskadiget og til tiden?
Og burde nogen ikke fortælle PostDanmarks ledelse, at imaget ikke forbedres af gode hensigter og dyre TV-spots. Men af at det produkt, man leverer, er i orden?
Kunne denne ”nogen” måske være den ansvarlige minister, der af uransagelige årsager indtil videre er sluppet for at forholde sig til sagen?
Jesper Bay
IFPI Danmark
Et firma der overser sin kerneydelse, tal der skjuler mere end de fortæller, slogans med halve sandheder, produkter der skal være iorden (DRM?), et firma der forvalter andres ejendom ufatteligt dårligt... Lyder det bekendt?
Hver gang har afmaskerer han flere involverede i kampen mod de multinationale pladeselskaber. Bibliotekerne, radio stationerne, os herinde... I det sidste nye brev kan man læse hvordan Post Danmark knepper ham helt vildt. Svært at læse uden et smil på læben.
Jeg ville gerne udpege ekstra gode (læs dobbeltmoralske eller ekstra vrælende) passager, men jeg har sgu ikke tid. Kaffe der skal drikkes, post der skal stjæles, musik der skal høres i radioen osv. Men her er hans egne ord:
Udsat post
PostDanmarks sikringschef, Ebbe Andersen, havde ikke nogen rigtig god uge i sidste uge. Og det er faktisk ikke helt rimeligt, for det er jo ikke ham, der stjæler de breve og pakker, som pladeselskaber og alle mulige andre virksomheder og private sender ud, men som aldrig når frem. Løseligt anslået mister alene pladebranchen 1/2 mill. kr. om året. Plus alt besværet, og lønnen til dem, der har det. Totalt set koster ”svindet”, som PostDanmark kalder det, erhvervslivet et tocifret millionbeløb årligt.
I pladebranchen har vi i årevis kæmpet med og mod problemet. Jeg husker forsvindingsprocenter på både 10, 15 og 20 i starten af 80’erne – dengang hvor det var LP’er, vi sendte ud. Og et andet highlight i kundeforholdet med PostDanmark var, da BMG i julen 1992 afslørede, at et større antal Bodyguard-soundtracks forsvandt direkte i personalets interne julelotteri.
Ebbe Andersen har siddet på den udsatte post i de sidste 21 år, og problemet med de forsvundne forsendelser er derfor heller ikke nyt for ham. I DR-TV’s arkiver ligger der således flere optagelser fra de seneste 10 år, hvor sikringschefen fortæller, at NU vil man sætte ind over for tyverierne.
Ifølge BT’s undersøgelse, som var årsagen til alt – nå, ja - postyret i sidste uge, forsvinder 10% af forsendelserne. Og endnu engang måtte en ydmyg sikringschef sige, at det var ”beklageligt” og at NU ville man gøre noget. Men noget tyder på, at Ebbe Andersen ikke har den fornødne opbakning i organisationen. Hverken blandt de medarbejdere, som stjæler posten. Eller hos den såkaldt ansvarlige ledelse, som giver udtryk for, at man ikke synes, de 70.000 (skriftlige!) klager, man får om året, er noget særligt. Og at de 30-40 medarbejdere, der hvert år fyres på grund af tyveri, er helt normalt i en virksomhed af PostDanmarks størrelse.
Mon AP Møller ville acceptere 70.000 klager over virksomhedens kerneydelser og service hvert år? Næppe. Det ville koste hoveder. Ikke kun blandt de medarbejdere, der var den direkte årsag til problemerne. Men formodentlig også højere op i systemet. For hvad ér det for en virksomhedskultur, hvor man stiltiende accepterer titusindvis af klager? Og opfatter det som normalt, at medarbejderne stjæler kundernes personlige breve og ejendele? Naturligvis er der også svind i andre virksomheder, men det helt særlige ved PostDanmarks svind er jo, at det ikke er virksomhedens egne produkter, der forsvinder. Det er vores andres.
Et af PostDanmark’s patetiske forsøg på at afparere angrebene har været et forslag om, at man bør sende sine pakker og breve anonymt i et forsøg på at gøre det mindre oplagt for deres medarbejdere at stjæle dem. Stik i mod postvæsenets normale anbefaling af, at man altid skal forsyne sine forsendelser med afsenderadresse. Den mulighed har mange pladeselskaber ganske vist benyttet sig af i årevis. Ligesom mange selskaber bruger – de dyrere - private kurer- og budtjenester i stedet for PostDanmarks ydelser. Men det løser jo ikke det egentlige problem: At sikkerheden og servicen sejler fuldstændigt i en offentlig virksomhed, der samtidig tillader sig at spendere millioner af – vores allesammens - kroner på TV-kampagner, hvor man gør sig lystig over konkurrenternes uformåen.
På PostDanmarks hjemmeside fremgår det, at overskriften for virksomhedens personalepolitik er at være ”branchens mest udfordrende og attraktive arbejdsplads”. Alt er jo relativt, og med det delvise monopol, der eksisterer på området, er det jo ikke svært at blive branchens bedste. Og BT’s undersøgelse må siges at føje helt nye dimensioner til fortolkningen af det at være en ”udfordrende og attraktiv arbejdsplads”. Til gengæld kigger man forgæves på hjemmesiden efter omtale af de 30-40 fyringer og de løbende politiundersøgelser, som vi forstår foregår i virksomheden. Og den statistik, som PostDanmark praler med, og som danner grundlaget for udsagnet om, at man er Europas bedste, handler alene om, hvor mange forsendelser, der når frem dagen efter afsendelsen. Det gør ca. 95% ifølge PostDanmarks egne undersøgelser. Men der står ikke noget om! , hvad der mon sker med de resterende 5%, som immervæk svarer til ca. 50 mill. forsendelser om året. En del af dem kommer givetvis frem dagen efter igen. Eller dagen efter igen-igen. Men resten? Er det ikke mærkeligt, at ingen tilsyneladende har interesseret sig for det i de 10 år, man har offentliggjort statistikken?
Andet steds på PostDanmarks hjemmeside hedder det, at man ”arbejder med at skabe en virksomhedskultur, der sætter fokus på løbende forbedringer i takt med udviklingen hos kunderne og i samfundet. Midlet er målrettet ledelses- og medarbejderudvikling. Excellencearbejdet er samlet under betegnelsen TIK – Total Involvering i Kvalitet. Målet er, at TIK-processen samlet skal føre til bedre konkurrenceevne via resultatforbedringer som øget produktivitet, nedbringelse af sygefravær og personaleomsætning samt forbedret image”.
Det lyder godt. Men er det ikke sært, at selve PostDanmarks kerneydelse ikke er nævnt med ét ord i den forbindelse: At få kundernes post ud. Ubeskadiget og til tiden?
Og burde nogen ikke fortælle PostDanmarks ledelse, at imaget ikke forbedres af gode hensigter og dyre TV-spots. Men af at det produkt, man leverer, er i orden?
Kunne denne ”nogen” måske være den ansvarlige minister, der af uransagelige årsager indtil videre er sluppet for at forholde sig til sagen?
Jesper Bay
IFPI Danmark
Et firma der overser sin kerneydelse, tal der skjuler mere end de fortæller, slogans med halve sandheder, produkter der skal være iorden (DRM?), et firma der forvalter andres ejendom ufatteligt dårligt... Lyder det bekendt?