HamSlam
05-02-2005, 01:50 PM
Følgende netop læst i avisen: ”De har skrevet kontrakt med Columbia Records, solgt musik til tv-reklamer og skruet ned for støjen på det tredje album "Pretty in Black", der udkommer i dag. Nu vil The Raveonettes have et hit og sælge en million plader.”
Læs artiklen her:
http://www.jp.dk/login?url=kultur/artikel:aid=3013186
Kender ikke orkestret, men udtalelsen om, at nu vil man have et hit, og sælge en million plader, slår netop hovedet på sømmet i debatten om, hvor musikerne går hen, når pladeindustrien går på røven.
De åbenlyst talentløse, har vel ikke umiddelbart nogen steder at gå hen. Jo - de kunne jo starte med at gå hjem og øve sig.
Populærmusik er blevet en industri i dag, et produkt hvis salgbarhed er underkastet nøjagtig samme markedsmekanismer som vaskepulver, kattemad og små rummelige familiebiler.
Enhver poptøs der i tilstrækkelig grad evner at promovere sig selv (gennem kropslige udfoldelser), kan – med de rette kontakter – få udgivet ’sin musik’ på plade. Lidt flere kontakter, endnu et synligt stykke med bart, og der er dømt airplay på MTV. Nu er millionerne næsten inden for rækkevidde.
Men – har det noget med musik at gøre. Har det noget med kunst at gøre. Ligger den kreative nerve ikke nærmere i markedsføringen, end i selve udtrykket. Er det ikke blot audiovisuel prostitution; folkets opium ?
Helt forudsigeligt er det netop den slags ’kunstnere’ der skriger højest ved udsigterne til, at deres alfonser i pladeindustrien ikke længere magter at finde kunder til deres kropslige udfoldelser.
Hvis man står med et - objektivt set - usælgeligt produkt, hvis afsætning er 110 % afhængig af intensiv markedsføring, så står man selvfølgelig i første række til at opleve rektal jordforbindelse når markedet kollapser. Sådan er det for vaskepulver, og sådan er det for popkunst.
Det var bl.a. denne situation som popkunstens koryfæ Andy Warholl søgte et belyse gennem sine ’værker’. Han beviste netop, at hvis man tilføjer produktet den rette aura af kunstnerisk lamperøg, pakker det pænt ind og udsætter det for en stærk markedsføringsprofil, så kan man sælge lort på dåse, endog for store penge.
Vil man det anderledes, udgør planøkonomien med stram politisk styring af hvem der må udgive hvad og hvornår, et gennemprøvet alternativ. Det var tidligere meget brugt ovre østpå. Er det den vej man fra pladeindustrien ønsker at se samfundsudviklingen bevæge sig ?
Hvis der er noget der universelt karakteriserer en kunstner, er det kreativitet. Det er denne kreativitet der altid har gjort kunstnere til overlevere. En kunstner der trampes under fode ét sted, dukker blot op i ændret skikkelse et andet sted. Umulig at holde nede; som en prop på vandet.
Derfor er der ikke nogen grund til, at se med fortvivlelse på kunstnernes vilkår inden for de elektroniske medier, hvor distributionsmåden for deres kreative udfoldelser i disse år er under kraftig ændring.
Tvært imod, er det jo en kæmpe udfordring. En hel verden af nye muligheder åbner sig. Mange af de rigtige kunstnere har allerede set lyset, og vender i stigende grad den døende pladeindustri ryggen, og distribuerer selv deres udtryk i fri samdrægtighed med fildelingskulturen.
Det mange kunstnere - her på pladeindustriens dødsleje - må spørge sig selv og hinanden om er, hvordan det kunne komme så vidt. Hvordan i alverden gik det til, at man solgte sin sjæl, lod sin kunstneriske frihed bagbinde og voldtage af griske pengemænd.
At man affandt sig med den fornedrelse det må være for en musiker, at blive slået i hartkorn med åbenlyst talentløse poptøser, hvis eneste fordel er deres bagdel.
Forklaringen er selvfølgelig lige så nærliggende som den er pinlig. ”Easy money – and your chicks for free”, som Mark Knopfler udtrykker det i sin rammende sang om emnet.
På fuldstændig samme måde som nattelivets overflod af flygtige kontanter lokker letkøbte piger til, har de altid sultne musikere ladet sig lokke ind i et prostitutionslignende forhold til ’deres’ pladeselskab.
Foreholdt muligheden for at tjene millioner, har man villigt fraskrevet sig sin kreative frihed. Under trusler om retslige efterspil, og økonomisk ruin, har man ladet sig fastholde i dette kunstneriske rufferi så længe, at men helt har lukket øjnene for frihedsskabende alternativer.
Nu slikker man sårene. Rødmer i pinlighed over, at man ikke for længst er brudt ud af afhængighedsforholdet, og græmmes ved tanken om at man har stået last og brast med en industri, der nu truer med at trække hele musikmiljøet med ned i et gigantisk kollaps.
Kære musikere, kære kunstnere. Fildelersamfundet rækker en hjælpende hånd ud til jer. Glem jeres opdragelse, glem alle truslerne, se bort fra advokaternes advarsler. Spræng lænkerne og genopdag hvad det vil sige at være kreativ. Lad jer ikke rive med i popkulturens forestående fald.
Gå med i udbruddet nu. Førergruppen har etableret et afgørende forspring. Nede i feltet sidder kun de gumpetunge tilbage. Skid på hvad jeres holdleder skriger i megafonen. Hans strategi er forældet. Find stjernerytteren i dig selv, og tag chancen. I morgen er løbet kørt !
Læs artiklen her:
http://www.jp.dk/login?url=kultur/artikel:aid=3013186
Kender ikke orkestret, men udtalelsen om, at nu vil man have et hit, og sælge en million plader, slår netop hovedet på sømmet i debatten om, hvor musikerne går hen, når pladeindustrien går på røven.
De åbenlyst talentløse, har vel ikke umiddelbart nogen steder at gå hen. Jo - de kunne jo starte med at gå hjem og øve sig.
Populærmusik er blevet en industri i dag, et produkt hvis salgbarhed er underkastet nøjagtig samme markedsmekanismer som vaskepulver, kattemad og små rummelige familiebiler.
Enhver poptøs der i tilstrækkelig grad evner at promovere sig selv (gennem kropslige udfoldelser), kan – med de rette kontakter – få udgivet ’sin musik’ på plade. Lidt flere kontakter, endnu et synligt stykke med bart, og der er dømt airplay på MTV. Nu er millionerne næsten inden for rækkevidde.
Men – har det noget med musik at gøre. Har det noget med kunst at gøre. Ligger den kreative nerve ikke nærmere i markedsføringen, end i selve udtrykket. Er det ikke blot audiovisuel prostitution; folkets opium ?
Helt forudsigeligt er det netop den slags ’kunstnere’ der skriger højest ved udsigterne til, at deres alfonser i pladeindustrien ikke længere magter at finde kunder til deres kropslige udfoldelser.
Hvis man står med et - objektivt set - usælgeligt produkt, hvis afsætning er 110 % afhængig af intensiv markedsføring, så står man selvfølgelig i første række til at opleve rektal jordforbindelse når markedet kollapser. Sådan er det for vaskepulver, og sådan er det for popkunst.
Det var bl.a. denne situation som popkunstens koryfæ Andy Warholl søgte et belyse gennem sine ’værker’. Han beviste netop, at hvis man tilføjer produktet den rette aura af kunstnerisk lamperøg, pakker det pænt ind og udsætter det for en stærk markedsføringsprofil, så kan man sælge lort på dåse, endog for store penge.
Vil man det anderledes, udgør planøkonomien med stram politisk styring af hvem der må udgive hvad og hvornår, et gennemprøvet alternativ. Det var tidligere meget brugt ovre østpå. Er det den vej man fra pladeindustrien ønsker at se samfundsudviklingen bevæge sig ?
Hvis der er noget der universelt karakteriserer en kunstner, er det kreativitet. Det er denne kreativitet der altid har gjort kunstnere til overlevere. En kunstner der trampes under fode ét sted, dukker blot op i ændret skikkelse et andet sted. Umulig at holde nede; som en prop på vandet.
Derfor er der ikke nogen grund til, at se med fortvivlelse på kunstnernes vilkår inden for de elektroniske medier, hvor distributionsmåden for deres kreative udfoldelser i disse år er under kraftig ændring.
Tvært imod, er det jo en kæmpe udfordring. En hel verden af nye muligheder åbner sig. Mange af de rigtige kunstnere har allerede set lyset, og vender i stigende grad den døende pladeindustri ryggen, og distribuerer selv deres udtryk i fri samdrægtighed med fildelingskulturen.
Det mange kunstnere - her på pladeindustriens dødsleje - må spørge sig selv og hinanden om er, hvordan det kunne komme så vidt. Hvordan i alverden gik det til, at man solgte sin sjæl, lod sin kunstneriske frihed bagbinde og voldtage af griske pengemænd.
At man affandt sig med den fornedrelse det må være for en musiker, at blive slået i hartkorn med åbenlyst talentløse poptøser, hvis eneste fordel er deres bagdel.
Forklaringen er selvfølgelig lige så nærliggende som den er pinlig. ”Easy money – and your chicks for free”, som Mark Knopfler udtrykker det i sin rammende sang om emnet.
På fuldstændig samme måde som nattelivets overflod af flygtige kontanter lokker letkøbte piger til, har de altid sultne musikere ladet sig lokke ind i et prostitutionslignende forhold til ’deres’ pladeselskab.
Foreholdt muligheden for at tjene millioner, har man villigt fraskrevet sig sin kreative frihed. Under trusler om retslige efterspil, og økonomisk ruin, har man ladet sig fastholde i dette kunstneriske rufferi så længe, at men helt har lukket øjnene for frihedsskabende alternativer.
Nu slikker man sårene. Rødmer i pinlighed over, at man ikke for længst er brudt ud af afhængighedsforholdet, og græmmes ved tanken om at man har stået last og brast med en industri, der nu truer med at trække hele musikmiljøet med ned i et gigantisk kollaps.
Kære musikere, kære kunstnere. Fildelersamfundet rækker en hjælpende hånd ud til jer. Glem jeres opdragelse, glem alle truslerne, se bort fra advokaternes advarsler. Spræng lænkerne og genopdag hvad det vil sige at være kreativ. Lad jer ikke rive med i popkulturens forestående fald.
Gå med i udbruddet nu. Førergruppen har etableret et afgørende forspring. Nede i feltet sidder kun de gumpetunge tilbage. Skid på hvad jeres holdleder skriger i megafonen. Hans strategi er forældet. Find stjernerytteren i dig selv, og tag chancen. I morgen er løbet kørt !