PDA

Se fuld version : "Hvem støtter KODA"


j0ppeman
12-09-2004, 09:06 AM
Er det ikke muligt at finde den omtalte kommentar på nettet?... eller nogen der ved hvor jeg kan få fat i 1 stk. Information fra i tirsdags? :)

Strictly
12-09-2004, 09:39 AM
Hvis du går ind på http://www.information.dk/ og skriver fx Lessig i søgefeltet undet menupunktet Arkiv, skulle den dukke op. Kommentaren hedder "Musikerne midt i mellem".

Men du kan også bare læse den her: :wink:

Musikerne midt i mellem

Debat 07. december 2004
Af Nikolai Thyssen

I den kulturelle krigszone, hvor fronterne ellers er mere end tydeligt tegnet op, bød weekenden på hele to nuanceringer i kampen om ophavsretten og internettet

Kommentar
Det begyndte med en modbevægelse. Pladebranchen fik sig en antipiratgruppe, selv om der ikke var nogen piratgruppe. Den kom først til senere, da pladebranchen havde produceret biografreklamer, der fremstillede branchens kunder som gemene tyve. Så tog de det på sig som en hædersbetegnelse og blev til Piratgruppen.
Det er – som man kan fornemme – i en munter og konstruktiv dialog, at samtalen forgår i kulturindustrien. Med pladebranchen og kunstnerne på den ene side og brugerne på den anden.
Der er dog et asymmetrisk forhold i det slagsmål. Som den amerikanske juraprofessor Lawrence Lessig har formuleret det i Information: Man bliver ved med at tale om pladebranchen, som om den eksisterer. Men man har ikke lavet plader i 20 år.

Unge protesterer
Det er naturligvis et let ordspil og en billig pointe. Men hvis vi tager blot en anelse forskud på fremtiden, har Lessig naturligvis ret: Om få år distribueres musik udelukkende digitalt. Og alligevel taler pladebranchen fortsat om den tabte indtjening på plader. Og betragter internettet som en trussel. I mellem tiden får de fremstillet deres potentielle kunder som tyve. Måske burde kunstnerne sige fra? Eller i det mindste overveje at forlade den synkende skude? Det skete i weekenden.
I lørdags kunne Ritzau fortælle, at 200 (forholdsvist yngre) kunstnere har skrevet under på en protestskrivelse, hvori de opfordrer KODA (som de selv er medlemmer af) til at genoverveje organisationens engagement i Antipiratgruppen (APG): »Som medlemmer af KODA kan vi ikke stå inde for den strategi, som APG bruger til at bekæmpe fildeling. Her tænker vi bl.a. på de nyeste sagsanlæg, hvor folk med almindelig eller dårlige økonomiske vilkår bliver stillet over for gigantiske erstatningskrav, fordi de har delt filer på nettet.«

Ophavsret er ikke absolut
Initiativtageren, Benjamin Teglbjærg fra bandet Tiger Baby, forklarede til Ritzau:
»En masse unge mennesker downloader jo også musik for at tjekke bands ud. Jeg tror, mange yngre bands deler det her synspunkt.«
At dømme efter interessen for underskriftindsamlingen har Teglbjærg ret i den påstand. Den måde, ophavsretten tolkes og forvaltes på i dag, er ikke udtryk for en særlig moralsk ret. Ophavsretten er – som Lessig formulerer det – et statsudstedt monopol. Ophavsretten er – som anden ejendomsret i øvrigt – ikke absolut.
Det, som Antipiratgruppen forsvarer, er ikke en naturret, men en bestemt forretningsmodel – og formentligt en forretningsmodel, der gavner de etablerede kunstnere mere end de unge. Hvorfor skal Britney Spears tjene penge på sine cd‘er, når det egentligt er sin seksualitet hun sælger? Den sælges jo også som merchandise og live-shows. Måske Tiger Baby og andre nye bands har større økonomisk interesse i den opmærksomhed, de bliver tildelt, når musikinteresserede unge downloader deres musik. Som de måske ikke ville have købt ellers. Og måske dukker de unge efterfølgende op til en koncert og betaler for billetten.
Det er ikke sikkert, at det ville gå sådan, det er muligvis for optimistisk en udlægning. Men det ville være gavnligt hvis ophavsret kunne diskuteres som det instrument, der sikrer kunstnere en ordentligt indtjening, og ikke – som nu – som en slags religion. Og som derfor kan og skal justeres fra tid til anden. Det er i hvert fald tydeligt, at ikke alle kunstnere har sammenfaldende interesser. Tiger Babys står ikke nødvendigvis på samme side som Britney Spears. Det blev dokumenteret i forgårs: Søndag offentliggjorde forskningsinstitutionen The Pew Internet & American Life Project en rapport, der viste, at flertallet af amerikanske musikere ikke mener, at piratkopiering er et problem. Et stort flertal vil gerne fastholde ophavsretten over egne værker, et mindre flertal er imod fildeling af ophavsretsbeskyttet musik, men som Mary Madden, en af forfatterne bag rapporten, forklarer til internetmagasinet Wired: »Vi fandt ud af, at et flertal af kunstnere og musikere altovervejende føler, at internettet har haft en positiv effekt på deres kreative tilværelse og karriere.«
Det flertal er baseret på antal hoveder, ikke på antal kroner. De som normalt kommer til orde er Metallica og Britney Spears og deslige. Men et flertal af kunstnere ser anderledes på det.
KODA bør tager underskriftsindsamlingen alvorligt. De bør indse, at skyttegravskrigen er i opløsning, at flere kunstnere forlader stillingen bag slagord om pirater og antipirater. Og så må KODA gøre op med sig selv, hvem de vil repræsentere: det kreative flertal eller den etablerede økonomiske majoritet. De kan ikke nødvendigvis tjene begge interesser på en gang.

nith@information.dk

j0ppeman
12-09-2004, 01:18 PM
mange tak. var ikke klar over at Information lagde deres tidligere artikler på nettet! :)