sbn
10-10-2004, 12:20 AM
I forumet på newz.dk fandt jeg følgende brev fra APG, afsendt 7. oktober:
http://l4m3r5.com/picz/apg
Da jeg læste dette, blev jeg mildest talt overrasket. Én ting er et erstatningskrav i millionklassen, noget andet er den måde, hvorpå APG’s advokat på baggrund af gætterier og formodninger, samt beviser som er stort set ikke-eksisterende, truer folk til at betale en erstatning, uden om nogen som helst form for domstol eller uvildig afgørelse.
Det skal siges at jeg, som har skrevet følgende, ingen form for juridisk uddannelse eller lignende har, og at min indsigt i sagerne udelukkende bygger på min generelle forståelse for retsprincipper, deriblandt principperne omkring bevisbyrder mv. Så min indsigt er – bortset fra den tekniske – nogenlunde på linje med resten af den danske befolkning, hvilket også omfatter de potentielle modtagere af erstatningskrav fra APG. Jeg forsøger så vidt muligt ikke at tage parti for nogen, men blot at stille spørgsmål ved rimeligheden af de brugte metoder.
Har læst brevet igennem og sidder og undrer mig en del over følgende:
- Gad godt vide hvordan de er kommet frem til et gæt på at 80% af de ca. 30000 MP3s er under deres medlemmers ophavsret, og derefter baserer et så stort erstatningskrav på dette skøn.
- Og hvordan kan de basere et krav, på et gæt om at hver fil er blevet downloadet 2 gange, uden nogen som helst mulighed for at af/bekræfte denne påstand?
- Og hvordan kan de i det hele taget sige noget om filernes indhold, uden først at hente samtlige af disse?
De love som der henvises til, siger intet om at det er ulovligt at dele filer af et bestemt navn, hvilket er det eneste de fremfører af beviser, ifølge brevet.
Når man læser på http://l4m3r5.com/picz/apg opgør de kravet således:
Musiknumre: Antal * 2 * 0,80 * 10 kr = Antal * 16 kr
Film: Antal * 2 * 0,80 * 70 kr = Antal * 112 kr
Dette skulle dække vederlaget ved 2 gange offentlig fremførelse (her download), af 80% af de delte filer, hvilket angiveligt er en andel af filerne som er under APGs medlemmers ophavsret.
Hvis beløbet på ikke indbetales med det samme, trues så med at fordoble erstatningskravet, angiveligt som erstatning for den ”markedsforstyrrelse” som man angiveligt har bidraget til.
Når man læser http://www.t3ch.dk/download/APGstuff.zip ser det ganske anderledes ud.
Her ser man hvordan de (præcis 2 år tidligere) kørte med flg. takster:
Musiknumre: 20 kr
Musikalbums: 60 kr
Film: 200 kr
Igen trues med en fordobling af kravet, hvis man ikke betaler med det samme, som følge af ”yderligere krav/ikke-økonomisk tab/omkostninger/yderligere kopiering”
Det undrer mig i øvrigt også at der skelnes mellem albums og enkelte numre, og at det således kun er 3 gange ”dyrere” at dele et helt album, uanset antal numre, i forhold til deling af enkelte numre. Umiddelbart skulle man jo tro at chancen for at folk ville have købt en original (som er det altovervejende argument mod ulovlig kopiering), var større hvis folk kunne hente hele albummet, end hvis de kun kunne hente 3 sange fra det. Men måske ved branchen godt, at der kun er få gode sange pr. album? Dem som har haft deres MP3 filer i mapper, organiseret efter albums, har i hvert fald været heldige og opnå en ”besparelse”, medmindre de har haft albums med under 3 sange liggende.
Man kan dog også se at førstnævnte opkrævning fra 2004 er udstedt af Johan Schlüter, mens den fra 2002 er fra Bech-Bruun Dragsted. Man kan altså – alt efter om man mest deler albums, eller mere film og enkelte mp3er, være ”heldig” og få hhv. JS eller BBD på nakken, som den ”billigste” løsning.
Det lugter ret meget af pengemaskine når man kigger på deres måde at indkræve de såkaldte erstatninger på.
Det er i hvert fald svært at se rimeligheden i, at de på baggrund af en liste af filnavne, gætter sig til deres medlemmers andel, gætter sig til antallet af ulovlige kopieringer af hver fil, og derefter ganger disse tal med nogle takster som de eller deres medlemmer selv fastsætter.
Hvis et sådan erstatningskrav skulle være rimeligt, ville det for det første kræve, at det var baseret på nogle takster som var fastsat ved en eller anden form for lovgivning, samt at APG kunne fremlægge nogle reelle beviser, i stedet for nogle gætterier, som nævnt ovenfor.
Jeg ville respektere deres erstatningskrav i henhold til loven, såfremt følgende beviser kunne fremlægges:
1. En komplet kopi af den samlede mængde delte filer, omfattet af erstatningskravet.
2. En redegørelse for præcis de filer, for hvilke de repræsenterer rettighedshaverne, baseret på indhold, ikke filnavn.
3. En redegørelse over i hvilket omfang de filer omtalt i stk. 2, er blevet kopieret ulovligt, som følge af delingen.
4. Bevis for at modtageren af erstatningskravet rent faktisk har foretaget den ulovlige deling eller været vidende herom, og ikke blot ejer den internetlinje som har været brugt til krænkelsen.
Hvis APG kan fremføre samtlige ovenstående beviser, vil der næppe være tvivl hos nogen, om at de har krav på erstatning i henhold til gældende lov.
-- - -- - -- - -- - -- - -- - -- -- - -- - --
MEN DETTE ER MEGET USANDSYNLIGT.
-- - -- - -- - -- - -- - -- - -- -- - -- - --
1. For at kunne bevise oprigtigheden af de i erstatningskravet omfattede filer, er APG nødt til at finde og downloade ALT fra den pågældende fildeler, som de mener krænker deres rettighedshavere.
Dette medfører flere problemer, bl.a.
- Hvis de vælger at hente SAMTLIGE delte filer fra en given fildeler, risikerer de, på lige fod med alle andre mennesker at krænke en evt. ophavsret for materiale som tilhører andre end deres egne medlemmer, samt love om børneporno osv.
De er derfor nødt til - for at overholde den lov de selv baserer deres forretning på – udelukkende at hente de filer som at dømme ud fra filnavnene, indeholder materiale fra deres medlemmer. Dette nødsager dem til at kigge samtlige mapper igennem, så de kan være sikre på at der ikke måtte ligge andre ting, som de kunne risikere at foretage ulovlig kopiering af
- Afhængig af omfanget, vil det delte materiale tage lang tid at hente, med nutidens internetforbindelser i DK. Se dette regnestykke:
Materiale:
MP3 1000 stk (5MB i gennemsnit)
film 70 stk (1400 MB i gennemsnit)
samlet 103000 MB
Fildelerenss forbindelse og shares:
upload 256 kbps
slots 6
MB/slot/sek 0,005086263
overførselstid:
sekunder 20250624
minutter 337510,4
timer 5625,173333
dage 234,3822222
måneder 7,684663024
Hvis regnestykket i APGs brev skal benyttes, ser det således ud:
1.000 lydoptagelser x 0,80 x kr 10,00 x 2 = kr 16.000
70 filmværker x 0,80 x kr 70,00 x 2 = kr 7.840
I alt = kr 23.840
Som det kan ses, ville det tage ca 7,6 måneder at opfylde 1. beviskrav til et eventuelt erstatningskrav, som efter den nuværende opgørelsesmetode lyder på 23.840 kr. Dette ville sandsynligvis i sig selv være en dårlig forretning, da det ville optage båndbredde og computerkraft i de 7,6 måneder.
Sandsynligheden for at fildeleren uafbrudt stiller sine filer til rådighed i denne periode er minimal. Det samme er sandsynligheden for at de bliver liggende stamme steder i den delte filstruktur, at de gøres tilgængelige på samme hub, under samme brugernavn, IP adresse, internetudbyder osv.
Så APGs muligheder for at opfylde 1. beviskrav er stort set lig nul.
-- - -- - -- - -- - -- - -- - -- -- - -- - --
2. APG vil være nødt til at sammenligne indholdet af en downloadet fil med den originale udgivelse, for at kunne fastslå om der er tale om det originale materiale som filnavnet antyder, fremført af den angivne kunstner.
- For at kunne lave den sammenligning er APG dermed nødsaget til at have (adgang til) SAMTLIGE udgivelser fra deres medlemmer, for hvilke de har i sinde at afkræve folk erstatning for ulovlig kopiering. Deres medlemsliste er forholdsvis stor, så lad os for nemhedens skyld sige, at de skal have adgang til størstedelen af alt musik og film udgivet de sidste 50 år.
- For at fastslå indholdet af en given fil, må denne sammenlignes med originalen. Da musik og film kan komprimeres på forskellig vis, med forskellige codecs, bitrates mv. (som hver især slører kvaliteten) vil det være umuligt at lave en bit-for-bit sammenligning af indholdet. Derfor må denne sammenligning ske manuelt for hver enkelt fil.
Principielt skulle denne sammenligning ske ved gennnemlytning/kigning af samtlige downloadede filer, samtidig med at en original version afspilles. Ved stikprøver har man kun beviser for de enkelte tilfælde. Man vil være nødt til at lytte/kigge hver enkelt fil helt igennem, da det næppe kan betragtes som værende årsag til manglende salg, hvis det viser sig at man kun har stillet brudstykker til af en sang rådighed. (Dette kan endda vise sig at være brudstykker som APGs medlem selv har lagt ud på kunstnerens hjemmeside.)
Det kan sammenlignes med, at man kører med et udløbet månedskort i S-toget og får en bøde, og ugen efter igen får en bøde, hvor man viser samme udløbne månedskort. Her vil man jo heller ikke få bøder for de mellemliggende dage, uanset om man har kørt uden gyldig billet i de mellemliggende dage eller ej.
Hvis en MP3 i gennemsnit varer 3,5 minut, og (som i ovenstående tilfælde) medfører et krav på 16 kr, vil der kunne sammenlignes musik for (60/3,5)*16 = 274,29 kr. pr time, hvilket er langt under hvad en advokat tager pr time.
Med MP3-filer på 3,5 minutter i gennemsnit, og film på 120 minutter, vil der være 11900 minutters materiale at sammenligne, hvilket svarer til ca. 28 arbejdsdage á 7 timer. Vel at mærke for et krav på før omtalte 23.840 kr.
Sandsynligheden for at det økonomisk kan betale sig for APG at redegøre for filerne på baggrund af indhold, og dermed opfylde 2. beviskrav, via denne metode, er altså meget lille, medmindre de hæver erstatningskravet pr film/musikstykke til det 5-dobbelte.
-- - -- - -- - -- - -- - -- - -- -- - -- - --
3. Sandsynligheden for at samtlige filer er blevet downloadet af andre brugere ca. 2 gange (som APG skriver det i deres brev) er MEGET lille, i henhold til ovennævnte eksempel som viser hvor lang tid det ville tage at downloade alt, én gang.
For at APG kan dokumentere i hvorvidt omfang delingen af deres værker rent faktisk har ført til kopiering, vil de være nødsaget til at have en form for log over fildelerens samlede antal afsluttede uploads.
Hvordan APG vil fremskaffe en log over de samlede uploads er mig en gåde. Teknisk set har de ikke mulighed for selv at se trafikken mellem en given bruger og resten af netværket. Dog har den enkelte internetudbyder mulighed for at logge kundernes trafik, og man kan sagtens logge alt hvad der sker på f.eks. port 1412 som er standard-porten ved aktive forbindelser på DC++. Her ville man dog være nødt til at filtrere trafikken, så udelukkende kommandoer f.eks. i forbindelse med påbegyndelse og afslutning af overførsler blev logget, og selve filernes indhold blev filtreret fra.
Men som bruger kan man selv vælge hvilke porte, der skal bruges (og mange kører i Passive Mode med dynamiske porte), og dermed vil man – for at det nævnte eksempel skulle være effektivt – være nødt til logge trafikken på samtlige 65536 porte – hos hver eneste internet-kunde. En datamængde som pludselig er af en ret betydelig størrelse, og derfor ikke nogen reel mulighed.
Der vil yderligere være det problem, at lovgivningen ikke tillader dette omfang af overvågning (og forhåbentlig ikke kommer til det), da det i grove træk svarer til, at alt hvad vi gør og siger til folk i løbet af vores dag, bliver overvåget og gemt (hvis vi senere skulle vise os at være kriminelle).
Så APG har også usandsynligt svært ved at opfylde 3. beviskrav.
-- - -- - -- - -- - -- - -- - -- -- - -- - --
4. Når APG sender en opkrævning ud, sker det formentlig til den person, som de har fået oplyst som ejer af en forbindelse, på baggrund af IP-adressen, ved henvendelse til internetudbyderen. Hvis ISPerne udleverer kundeoplysninger til et privat foretagende på et så spinkelt grundlag, som de ”beviser” APG selv vedlægger i deres breve, er dette foruroligende i sig selv.
Men ejeren af en forbindelse er ikke nødvendigvis synonym med brugeren. Man kan forestille sig at andre familiemedlemmer i samme hus, også bruger internetforbindelsen. Forældrene vil stadig modtage opkrævningen fra APG, selv om det er deres knægt på 13 år som har begået ulovlighederne. Og selv om det både er ejeren af forbindelsen som har ansvaret for misbrug, og forældrene som har ansvaret for mindreårige børn, tror jeg ikke at familien Danmark har de store tekniske muligheder for at forhindre Brian på 13 år i at benytte computer og internetforbindelse, til installere KaZaA og derefter dele store mængder musik, når forældrene ikke er hjemme.
På samme måde kan det ske, at har inviteret til selskab, og at nogle gæster ”lige skal låne nettet, for at finde nummeret på en taxi” – og i en brandert ender med at fyre op for et P2P-program og dele samtlige filer på maskinen.
Og hvad hvis man deler sin internetforbindelse med naboen, eller har en lejer boende i et værelse, som også benytter ens forbindelse? Skal man så stadig være ansvarlig for deres gerninger?
Noget helt andet er trådløse netværk. Her har alle i nærheden fysisk adgang til selve netværksmediet, og kan derfor misbruge dette. Der findes forskellige former for beskyttelse af netværket, men ingen af dem giver 100% sikkerhed. Skal den almindelige internetkunde med trådløst netværk være villig til at acceptere, at han ikke kan vide sig sikker på, om han kommer til at skylde millioner væk, som resultat af naboens eller en tilfældig forbipasserendes misbrug af internetlinjen?
Og hvordan vil man nogensinde kunne bevise at sikkerheden på ens access point er blevet brudt? De logfiler som ligger i almindelige husholdnings-access points og -routere er langt fra detaljerede nok til at opdage sådanne ting, endsige gemme informationen længe nok til at det kan hives frem som bevismateriale ved en evt. retssag.
Rent juridisk er det ejeren af forbindelsen som er ansvarlig, men dette er et emne hvor der mangler meget mht. præcisering af regler og love, samt information til forbrugerne.
Men at APG sender erstatningskrav i millionstørrelsen som det ses her, uden nogen form for sikkerhed for at modtageren også er den ansvarlige i praksis, er virkelig skræmmende.
http://l4m3r5.com/picz/apg
Da jeg læste dette, blev jeg mildest talt overrasket. Én ting er et erstatningskrav i millionklassen, noget andet er den måde, hvorpå APG’s advokat på baggrund af gætterier og formodninger, samt beviser som er stort set ikke-eksisterende, truer folk til at betale en erstatning, uden om nogen som helst form for domstol eller uvildig afgørelse.
Det skal siges at jeg, som har skrevet følgende, ingen form for juridisk uddannelse eller lignende har, og at min indsigt i sagerne udelukkende bygger på min generelle forståelse for retsprincipper, deriblandt principperne omkring bevisbyrder mv. Så min indsigt er – bortset fra den tekniske – nogenlunde på linje med resten af den danske befolkning, hvilket også omfatter de potentielle modtagere af erstatningskrav fra APG. Jeg forsøger så vidt muligt ikke at tage parti for nogen, men blot at stille spørgsmål ved rimeligheden af de brugte metoder.
Har læst brevet igennem og sidder og undrer mig en del over følgende:
- Gad godt vide hvordan de er kommet frem til et gæt på at 80% af de ca. 30000 MP3s er under deres medlemmers ophavsret, og derefter baserer et så stort erstatningskrav på dette skøn.
- Og hvordan kan de basere et krav, på et gæt om at hver fil er blevet downloadet 2 gange, uden nogen som helst mulighed for at af/bekræfte denne påstand?
- Og hvordan kan de i det hele taget sige noget om filernes indhold, uden først at hente samtlige af disse?
De love som der henvises til, siger intet om at det er ulovligt at dele filer af et bestemt navn, hvilket er det eneste de fremfører af beviser, ifølge brevet.
Når man læser på http://l4m3r5.com/picz/apg opgør de kravet således:
Musiknumre: Antal * 2 * 0,80 * 10 kr = Antal * 16 kr
Film: Antal * 2 * 0,80 * 70 kr = Antal * 112 kr
Dette skulle dække vederlaget ved 2 gange offentlig fremførelse (her download), af 80% af de delte filer, hvilket angiveligt er en andel af filerne som er under APGs medlemmers ophavsret.
Hvis beløbet på ikke indbetales med det samme, trues så med at fordoble erstatningskravet, angiveligt som erstatning for den ”markedsforstyrrelse” som man angiveligt har bidraget til.
Når man læser http://www.t3ch.dk/download/APGstuff.zip ser det ganske anderledes ud.
Her ser man hvordan de (præcis 2 år tidligere) kørte med flg. takster:
Musiknumre: 20 kr
Musikalbums: 60 kr
Film: 200 kr
Igen trues med en fordobling af kravet, hvis man ikke betaler med det samme, som følge af ”yderligere krav/ikke-økonomisk tab/omkostninger/yderligere kopiering”
Det undrer mig i øvrigt også at der skelnes mellem albums og enkelte numre, og at det således kun er 3 gange ”dyrere” at dele et helt album, uanset antal numre, i forhold til deling af enkelte numre. Umiddelbart skulle man jo tro at chancen for at folk ville have købt en original (som er det altovervejende argument mod ulovlig kopiering), var større hvis folk kunne hente hele albummet, end hvis de kun kunne hente 3 sange fra det. Men måske ved branchen godt, at der kun er få gode sange pr. album? Dem som har haft deres MP3 filer i mapper, organiseret efter albums, har i hvert fald været heldige og opnå en ”besparelse”, medmindre de har haft albums med under 3 sange liggende.
Man kan dog også se at førstnævnte opkrævning fra 2004 er udstedt af Johan Schlüter, mens den fra 2002 er fra Bech-Bruun Dragsted. Man kan altså – alt efter om man mest deler albums, eller mere film og enkelte mp3er, være ”heldig” og få hhv. JS eller BBD på nakken, som den ”billigste” løsning.
Det lugter ret meget af pengemaskine når man kigger på deres måde at indkræve de såkaldte erstatninger på.
Det er i hvert fald svært at se rimeligheden i, at de på baggrund af en liste af filnavne, gætter sig til deres medlemmers andel, gætter sig til antallet af ulovlige kopieringer af hver fil, og derefter ganger disse tal med nogle takster som de eller deres medlemmer selv fastsætter.
Hvis et sådan erstatningskrav skulle være rimeligt, ville det for det første kræve, at det var baseret på nogle takster som var fastsat ved en eller anden form for lovgivning, samt at APG kunne fremlægge nogle reelle beviser, i stedet for nogle gætterier, som nævnt ovenfor.
Jeg ville respektere deres erstatningskrav i henhold til loven, såfremt følgende beviser kunne fremlægges:
1. En komplet kopi af den samlede mængde delte filer, omfattet af erstatningskravet.
2. En redegørelse for præcis de filer, for hvilke de repræsenterer rettighedshaverne, baseret på indhold, ikke filnavn.
3. En redegørelse over i hvilket omfang de filer omtalt i stk. 2, er blevet kopieret ulovligt, som følge af delingen.
4. Bevis for at modtageren af erstatningskravet rent faktisk har foretaget den ulovlige deling eller været vidende herom, og ikke blot ejer den internetlinje som har været brugt til krænkelsen.
Hvis APG kan fremføre samtlige ovenstående beviser, vil der næppe være tvivl hos nogen, om at de har krav på erstatning i henhold til gældende lov.
-- - -- - -- - -- - -- - -- - -- -- - -- - --
MEN DETTE ER MEGET USANDSYNLIGT.
-- - -- - -- - -- - -- - -- - -- -- - -- - --
1. For at kunne bevise oprigtigheden af de i erstatningskravet omfattede filer, er APG nødt til at finde og downloade ALT fra den pågældende fildeler, som de mener krænker deres rettighedshavere.
Dette medfører flere problemer, bl.a.
- Hvis de vælger at hente SAMTLIGE delte filer fra en given fildeler, risikerer de, på lige fod med alle andre mennesker at krænke en evt. ophavsret for materiale som tilhører andre end deres egne medlemmer, samt love om børneporno osv.
De er derfor nødt til - for at overholde den lov de selv baserer deres forretning på – udelukkende at hente de filer som at dømme ud fra filnavnene, indeholder materiale fra deres medlemmer. Dette nødsager dem til at kigge samtlige mapper igennem, så de kan være sikre på at der ikke måtte ligge andre ting, som de kunne risikere at foretage ulovlig kopiering af
- Afhængig af omfanget, vil det delte materiale tage lang tid at hente, med nutidens internetforbindelser i DK. Se dette regnestykke:
Materiale:
MP3 1000 stk (5MB i gennemsnit)
film 70 stk (1400 MB i gennemsnit)
samlet 103000 MB
Fildelerenss forbindelse og shares:
upload 256 kbps
slots 6
MB/slot/sek 0,005086263
overførselstid:
sekunder 20250624
minutter 337510,4
timer 5625,173333
dage 234,3822222
måneder 7,684663024
Hvis regnestykket i APGs brev skal benyttes, ser det således ud:
1.000 lydoptagelser x 0,80 x kr 10,00 x 2 = kr 16.000
70 filmværker x 0,80 x kr 70,00 x 2 = kr 7.840
I alt = kr 23.840
Som det kan ses, ville det tage ca 7,6 måneder at opfylde 1. beviskrav til et eventuelt erstatningskrav, som efter den nuværende opgørelsesmetode lyder på 23.840 kr. Dette ville sandsynligvis i sig selv være en dårlig forretning, da det ville optage båndbredde og computerkraft i de 7,6 måneder.
Sandsynligheden for at fildeleren uafbrudt stiller sine filer til rådighed i denne periode er minimal. Det samme er sandsynligheden for at de bliver liggende stamme steder i den delte filstruktur, at de gøres tilgængelige på samme hub, under samme brugernavn, IP adresse, internetudbyder osv.
Så APGs muligheder for at opfylde 1. beviskrav er stort set lig nul.
-- - -- - -- - -- - -- - -- - -- -- - -- - --
2. APG vil være nødt til at sammenligne indholdet af en downloadet fil med den originale udgivelse, for at kunne fastslå om der er tale om det originale materiale som filnavnet antyder, fremført af den angivne kunstner.
- For at kunne lave den sammenligning er APG dermed nødsaget til at have (adgang til) SAMTLIGE udgivelser fra deres medlemmer, for hvilke de har i sinde at afkræve folk erstatning for ulovlig kopiering. Deres medlemsliste er forholdsvis stor, så lad os for nemhedens skyld sige, at de skal have adgang til størstedelen af alt musik og film udgivet de sidste 50 år.
- For at fastslå indholdet af en given fil, må denne sammenlignes med originalen. Da musik og film kan komprimeres på forskellig vis, med forskellige codecs, bitrates mv. (som hver især slører kvaliteten) vil det være umuligt at lave en bit-for-bit sammenligning af indholdet. Derfor må denne sammenligning ske manuelt for hver enkelt fil.
Principielt skulle denne sammenligning ske ved gennnemlytning/kigning af samtlige downloadede filer, samtidig med at en original version afspilles. Ved stikprøver har man kun beviser for de enkelte tilfælde. Man vil være nødt til at lytte/kigge hver enkelt fil helt igennem, da det næppe kan betragtes som værende årsag til manglende salg, hvis det viser sig at man kun har stillet brudstykker til af en sang rådighed. (Dette kan endda vise sig at være brudstykker som APGs medlem selv har lagt ud på kunstnerens hjemmeside.)
Det kan sammenlignes med, at man kører med et udløbet månedskort i S-toget og får en bøde, og ugen efter igen får en bøde, hvor man viser samme udløbne månedskort. Her vil man jo heller ikke få bøder for de mellemliggende dage, uanset om man har kørt uden gyldig billet i de mellemliggende dage eller ej.
Hvis en MP3 i gennemsnit varer 3,5 minut, og (som i ovenstående tilfælde) medfører et krav på 16 kr, vil der kunne sammenlignes musik for (60/3,5)*16 = 274,29 kr. pr time, hvilket er langt under hvad en advokat tager pr time.
Med MP3-filer på 3,5 minutter i gennemsnit, og film på 120 minutter, vil der være 11900 minutters materiale at sammenligne, hvilket svarer til ca. 28 arbejdsdage á 7 timer. Vel at mærke for et krav på før omtalte 23.840 kr.
Sandsynligheden for at det økonomisk kan betale sig for APG at redegøre for filerne på baggrund af indhold, og dermed opfylde 2. beviskrav, via denne metode, er altså meget lille, medmindre de hæver erstatningskravet pr film/musikstykke til det 5-dobbelte.
-- - -- - -- - -- - -- - -- - -- -- - -- - --
3. Sandsynligheden for at samtlige filer er blevet downloadet af andre brugere ca. 2 gange (som APG skriver det i deres brev) er MEGET lille, i henhold til ovennævnte eksempel som viser hvor lang tid det ville tage at downloade alt, én gang.
For at APG kan dokumentere i hvorvidt omfang delingen af deres værker rent faktisk har ført til kopiering, vil de være nødsaget til at have en form for log over fildelerens samlede antal afsluttede uploads.
Hvordan APG vil fremskaffe en log over de samlede uploads er mig en gåde. Teknisk set har de ikke mulighed for selv at se trafikken mellem en given bruger og resten af netværket. Dog har den enkelte internetudbyder mulighed for at logge kundernes trafik, og man kan sagtens logge alt hvad der sker på f.eks. port 1412 som er standard-porten ved aktive forbindelser på DC++. Her ville man dog være nødt til at filtrere trafikken, så udelukkende kommandoer f.eks. i forbindelse med påbegyndelse og afslutning af overførsler blev logget, og selve filernes indhold blev filtreret fra.
Men som bruger kan man selv vælge hvilke porte, der skal bruges (og mange kører i Passive Mode med dynamiske porte), og dermed vil man – for at det nævnte eksempel skulle være effektivt – være nødt til logge trafikken på samtlige 65536 porte – hos hver eneste internet-kunde. En datamængde som pludselig er af en ret betydelig størrelse, og derfor ikke nogen reel mulighed.
Der vil yderligere være det problem, at lovgivningen ikke tillader dette omfang af overvågning (og forhåbentlig ikke kommer til det), da det i grove træk svarer til, at alt hvad vi gør og siger til folk i løbet af vores dag, bliver overvåget og gemt (hvis vi senere skulle vise os at være kriminelle).
Så APG har også usandsynligt svært ved at opfylde 3. beviskrav.
-- - -- - -- - -- - -- - -- - -- -- - -- - --
4. Når APG sender en opkrævning ud, sker det formentlig til den person, som de har fået oplyst som ejer af en forbindelse, på baggrund af IP-adressen, ved henvendelse til internetudbyderen. Hvis ISPerne udleverer kundeoplysninger til et privat foretagende på et så spinkelt grundlag, som de ”beviser” APG selv vedlægger i deres breve, er dette foruroligende i sig selv.
Men ejeren af en forbindelse er ikke nødvendigvis synonym med brugeren. Man kan forestille sig at andre familiemedlemmer i samme hus, også bruger internetforbindelsen. Forældrene vil stadig modtage opkrævningen fra APG, selv om det er deres knægt på 13 år som har begået ulovlighederne. Og selv om det både er ejeren af forbindelsen som har ansvaret for misbrug, og forældrene som har ansvaret for mindreårige børn, tror jeg ikke at familien Danmark har de store tekniske muligheder for at forhindre Brian på 13 år i at benytte computer og internetforbindelse, til installere KaZaA og derefter dele store mængder musik, når forældrene ikke er hjemme.
På samme måde kan det ske, at har inviteret til selskab, og at nogle gæster ”lige skal låne nettet, for at finde nummeret på en taxi” – og i en brandert ender med at fyre op for et P2P-program og dele samtlige filer på maskinen.
Og hvad hvis man deler sin internetforbindelse med naboen, eller har en lejer boende i et værelse, som også benytter ens forbindelse? Skal man så stadig være ansvarlig for deres gerninger?
Noget helt andet er trådløse netværk. Her har alle i nærheden fysisk adgang til selve netværksmediet, og kan derfor misbruge dette. Der findes forskellige former for beskyttelse af netværket, men ingen af dem giver 100% sikkerhed. Skal den almindelige internetkunde med trådløst netværk være villig til at acceptere, at han ikke kan vide sig sikker på, om han kommer til at skylde millioner væk, som resultat af naboens eller en tilfældig forbipasserendes misbrug af internetlinjen?
Og hvordan vil man nogensinde kunne bevise at sikkerheden på ens access point er blevet brudt? De logfiler som ligger i almindelige husholdnings-access points og -routere er langt fra detaljerede nok til at opdage sådanne ting, endsige gemme informationen længe nok til at det kan hives frem som bevismateriale ved en evt. retssag.
Rent juridisk er det ejeren af forbindelsen som er ansvarlig, men dette er et emne hvor der mangler meget mht. præcisering af regler og love, samt information til forbrugerne.
Men at APG sender erstatningskrav i millionstørrelsen som det ses her, uden nogen form for sikkerhed for at modtageren også er den ansvarlige i praksis, er virkelig skræmmende.