Michael
09-12-2004, 12:36 AM
Udviklingen inden for IT området har efter min mening givet de nødvendige forudsætninger for, at vi kan gentænke vores opfattelse af rettigheder til kunst og kultur. Ikke alene er ændringer nødvendige, men muligheder er også enorme. Spørgsmålet er bare om vi har samme sigte, når vi diskuterer – hvad er det vi forsøger at opnå?
Er det en sikring af de mest populære kunstneres millionersalærer, er det film og pladeselskabernes profitter, er det de små kunstnere – eller er det befolkningens kulturelle udvikling... mit bud er her:
Det er hæmmende for kulturen og for befolkningen som en helhed, at der ikke er maksimal mulig adgang til den allerede skabte kultur.
Hvis jeg som borger har adgang til flere kulturtilbud, mere musik, flere film, flere kunstnere –så er grundlaget for, at jeg kan udvikle mig personligt og kulturelt tilstede.
Man skulle også mene, det var i kunstnerens interesse at få sit arbejde ud til flest mulige – for der er vel en mening med galskaben...
Som kunstner skal man kunne leve af det – eller i det mindste få en rimelig betaling for den mængde arbejde, man har lagt i at frembringe det konkrete stykke kunst/kultur . Det gælder, hvad enten man leverer kvalitet eller ej – alene af den grund, at vi aldrig bliver enige om, hvad det dækker over.
Når man offentliggør kulturelt produkt - et stykke musik, en roman, en film, et maleri, en skulptur – så giver man det fra sig til resten af verdens befolkning. Det er prisen for kunsten - og meningen med den – at vi andre skal svælge i den.
Sådan er mit udgangspunkt for at diskutere ”rettigheder”. Der er brug for noget nytænkning – at det springer rammerne for, hvad kan lade sig gøre, sådan som vi har fået indrettet vores verden i dag – det kan man vist kun tage som et plus.
Er det en sikring af de mest populære kunstneres millionersalærer, er det film og pladeselskabernes profitter, er det de små kunstnere – eller er det befolkningens kulturelle udvikling... mit bud er her:
Det er hæmmende for kulturen og for befolkningen som en helhed, at der ikke er maksimal mulig adgang til den allerede skabte kultur.
Hvis jeg som borger har adgang til flere kulturtilbud, mere musik, flere film, flere kunstnere –så er grundlaget for, at jeg kan udvikle mig personligt og kulturelt tilstede.
Man skulle også mene, det var i kunstnerens interesse at få sit arbejde ud til flest mulige – for der er vel en mening med galskaben...
Som kunstner skal man kunne leve af det – eller i det mindste få en rimelig betaling for den mængde arbejde, man har lagt i at frembringe det konkrete stykke kunst/kultur . Det gælder, hvad enten man leverer kvalitet eller ej – alene af den grund, at vi aldrig bliver enige om, hvad det dækker over.
Når man offentliggør kulturelt produkt - et stykke musik, en roman, en film, et maleri, en skulptur – så giver man det fra sig til resten af verdens befolkning. Det er prisen for kunsten - og meningen med den – at vi andre skal svælge i den.
Sådan er mit udgangspunkt for at diskutere ”rettigheder”. Der er brug for noget nytænkning – at det springer rammerne for, hvad kan lade sig gøre, sådan som vi har fået indrettet vores verden i dag – det kan man vist kun tage som et plus.